Det er herefter klart, hvordan evolutionen går frem mod ny tid og hvordan det påvirker den etablerede del af erhvervslivet.
Men også i ny tid fødes der nye virksomheder, nye ideer og der skabes små virksomheder eller drives privat virksomhed under den ene eller anden form. Det er derfor interessant kort at se lidt på, hvordan disse aktiviteter og platforme passer ind i ny tid.
Helt grundlæggende må man forstå, at der i ny tid godt nok stadig sker opfindelser, men at disse opfindelser snarere er videreudvikling af allerede kendte måder at gøre tingene på end egentlige opfindelser. Både kvantespring og paradigmeskift udløses af nye innovative opdagelser, men det sker i stigende grad mere som resultat af egentlig grundforskning, der er afgrænset til de store spillere blandt makroproducenterne og offentligt finansierede forsknings- og udviklingsorganisationer. Også i ny tid ser samfundet det som sin opgave at være toneangivende indenfor grundforskningen.
I ny tid er det lang tid siden, at man ”opfandt” noget og blot begyndte at producere det. Og også lang tid siden, at man ved at arbejde videre på noget allerede opfundet kunne skabe sig en niche og vedvarende forretning ved at udnytte en sådan mulighed.
Vi er i en tid, hvor intet kan kommercialiseres, hvis det ikke kan sælges, og for at blive solgt, skal det være en del af de globale distributionsnet. Og er det man søger at udvikle en serviceydelse, så er forholdet det, at serviceydelser forbruges af virksomheder og befolkning, men som automatisk mersalg ved udvidelse af allerede eksisterende leverancer.
Det ligger i hele velfærdsøkonomiens funktionalitet, at salg på en eller anden måde er ”ubemærket”. En forbruger eller virksomheds købsbeslutning følger som en logisk konsekvens af andet forbrug og allerede trufne købsbeslutninger, og det er kun ved at blive en del af disse leverancer og en del af disse distributionsnetværk, at man kan kommercialisere sine ideer.
Uanset om en udvikler, innovator, selvstændig eller uafhængig forretningsdrivende vil afsætte produkter eller tjenesteydelser i ny tid, må det derfor ses i øjnene, at såfremt dette skal ske på et niveau, hvor der er et kommercielt perspektiv, så skal man være en del af noget andet. Man skal have adgang til at blive en del af den ny tids ”ubemærkede” salg, og ens produkter skal glide ind i de ”genetiske kompositioner”, som er leveringsplatformen for alle væsentlige serviceydelser eller en del af den integrerede fysiske varedistribution og de bestillingssystemer, som er en forudsætning for, at en forbruger eller virksomhed overhovedet kan bestille, betale og modtage levering af sådanne produkter.
Det siger sig selv, at det er makroproducenterne og de globale digitale indholdsleverandører og serviceproducenter, der i forskellige strukturer og elektroniske netværk står for denne kontrol. Indenfor disse rammer opstår produkter, der er ”branded”, og som adskiller sig fra andre konkurrerende produkter, men karakteristisk for mange af de produkter, der bruges i ny tid er, at der er sket en homogenisering, en ”af-branding”, og at rigtigt meget købes som genetiske produkter. Det kan selvfølgelig undre, at den tendens, man så i tidligere tid til at netop brands var forudsætningen for genkendelighed og evnen til at placere og afsætte sine produkter, tilsyneladende reduceres i betydning i ny tid. Men her skal man igen huske på, at mange af de indkøb, som foretages af forbrugerne, sker som automatiserede genopfyldninger og genplacering af sædvaneordrer. Og at man i ny tid rent faktisk ikke ser det som en del af kvalitetsidealet at ”gå på indkøb”. Tværtimod.
Der, hvor man foretager direkte indkøb, er på områder, der har tæt relation til befolkningens livskvalitetsopfattelse, og det at købe den langt overvejende grad af forbrugsvarer ses ikke som livskvalitet. Der gås på indkøb, og indenfor livskvalitetsområdet er det særligt jagten på særegne fødevarer samt varer og produkter, der er egnet til individualisering og skabelse af særegne kendetegn indenfor tøj og mode, som opretholder en markedsposition som direkte salg.
Det er herefter klart, hvordan evolutionen går frem mod ny tid og hvordan det påvirker den etablerede del af erhvervslivet.
Men også i ny tid fødes der nye virksomheder, nye ideer og der skabes små virksomheder eller drives privat virksomhed under den ene eller anden form. Det er derfor interessant kort at se lidt på, hvordan disse aktiviteter og platforme passer ind i ny tid.
Helt grundlæggende må man forstå, at der i ny tid godt nok stadig sker opfindelser, men at disse opfindelser snarere er videreudvikling af allerede kendte måder at gøre tingene på end egentlige opfindelser. Både kvantespring og paradigmeskift udløses af nye innovative opdagelser, men det sker i stigende grad mere som resultat af egentlig grundforskning, der er afgrænset til de store spillere blandt makroproducenterne og offentligt finansierede forsknings- og udviklingsorganisationer. Også i ny tid ser samfundet det som sin opgave at være toneangivende indenfor grundforskningen.
I ny tid er det lang tid siden, at man ”opfandt” noget og blot begyndte at producere det. Og også lang tid siden, at man ved at arbejde videre på noget allerede opfundet kunne skabe sig en niche og vedvarende forretning ved at udnytte en sådan mulighed.
Vi er i en tid, hvor intet kan kommercialiseres, hvis det ikke kan sælges, og for at blive solgt, skal det være en del af de globale distributionsnet. Og er det man søger at udvikle en serviceydelse, så er forholdet det, at serviceydelser forbruges af virksomheder og befolkning, men som automatisk mersalg ved udvidelse af allerede eksisterende leverancer.
Det ligger i hele velfærdsøkonomiens funktionalitet, at salg på en eller anden måde er ”ubemærket”. En forbruger eller virksomheds købsbeslutning følger som en logisk konsekvens af andet forbrug og allerede trufne købsbeslutninger, og det er kun ved at blive en del af disse leverancer og en del af disse distributionsnetværk, at man kan kommercialisere sine ideer.
Uanset om en udvikler, innovator, selvstændig eller uafhængig forretningsdrivende vil afsætte produkter eller tjenesteydelser i ny tid, må det derfor ses i øjnene, at såfremt dette skal ske på et niveau, hvor der er et kommercielt perspektiv, så skal man være en del af noget andet. Man skal have adgang til at blive en del af den ny tids ”ubemærkede” salg, og ens produkter skal glide ind i de ”genetiske kompositioner”, som er leveringsplatformen for alle væsentlige serviceydelser eller en del af den integrerede fysiske varedistribution og de bestillingssystemer, som er en forudsætning for, at en forbruger eller virksomhed overhovedet kan bestille, betale og modtage levering af sådanne produkter.
Det siger sig selv, at det er makroproducenterne og de globale digitale indholdsleverandører og serviceproducenter, der i forskellige strukturer og elektroniske netværk står for denne kontrol. Indenfor disse rammer opstår produkter, der er ”branded”, og som adskiller sig fra andre konkurrerende produkter, men karakteristisk for mange af de produkter, der bruges i ny tid er, at der er sket en homogenisering, en ”af-branding”, og at rigtigt meget købes som genetiske produkter. Det kan selvfølgelig undre, at den tendens, man så i tidligere tid til at netop brands var forudsætningen for genkendelighed og evnen til at placere og afsætte sine produkter, tilsyneladende reduceres i betydning i ny tid. Men her skal man igen huske på, at mange af de indkøb, som foretages af forbrugerne, sker som automatiserede genopfyldninger og genplacering af sædvaneordrer. Og at man i ny tid rent faktisk ikke ser det som en del af kvalitetsidealet at ”gå på indkøb”. Tværtimod.
Der, hvor man foretager direkte indkøb, er på områder, der har tæt relation til befolkningens livskvalitetsopfattelse, og det at købe den langt overvejende grad af forbrugsvarer ses ikke som livskvalitet. Der gås på indkøb, og indenfor livskvalitetsområdet er det særligt jagten på særegne fødevarer samt varer og produkter, der er egnet til individualisering og skabelse af særegne kendetegn indenfor tøj og mode, som opretholder en markedsposition som direkte salg.