Reading Piece #107 - Institutionalisering af ejerskabet

Institutionalisering af virksomhedernes ejerskab er derfor det bærende kendetegn for det ”post-kapitalistiske” samfund. Politikere, embedsmænd, forvaltere og en gruppe af repræsentanter for en ikke formaliseret magtbase af kapitalejere overtager forvaltning og styring af den ene virksomhed efter den anden.
I det ”post-kapitalistiske” samfund bliver der skabt en samfundsmodel, hvor man kan træffe beslutninger, men hvor konsekvensen af disse ikke har mærkbar økonomisk effekt for beslutningstagerne selv. Forkerte beslutninger kan medføre uheldige konsekvenser for den enkelte, men den ”klassiske kapitalismes” grundlæggende mekanisme, hvor beslutningssituationen er sammenkoblet med mærkbare økonomiske sanktioner ved fejlbeslutning, er sat ud af kraft. Der er ikke længere et skæbnefællesskab imellem den, der tager beslutningen, og den beslutningen vedrører.

Der er samtidig tale om et samfund, der uddelegerer ansvar til andre. Der udvikles op igennem tidligere tid en evne til, at ingen rigtigt tager beslutninger, eller kan stilles til ansvar herfor. Institutionaliseringen skaber en beslutningsautomatik, hvor igangsatte begivenheder, hvis de ikke proaktivt standses, uundgåeligt medfører, at beslutninger opstår som konsekvens af andre beslutninger og så fremdeles. Uhyre sjældent skal der tages en beslutning der kan ansvarsplaceres.

Denne degeneration udvikles op igennem tidligere tid som en naturlig konsekvens af, at de faktiske kapitalejere ikke forvalter deres ejerskab og uddelegerer beslutningskraften til repræsentanter, der i sagens natur mere har karakter af administratorer. Enhver god administrator ved, at man kun sjældent får noget ud af at påtage sig ansvaret for en god beslutning, så det drejer sig i højere grad om at undgå ansvaret for dårlige beslutninger. Ved en dårlig beslutning forstås beslutninger, der kan henføres til en selv, og som et kollektivt ansvar ikke kan udstrækkes til. Det, som er blevet afgørende op igennem tidligere tid er, at hvis noget går galt, da at man står sammen med andre om det. Hellere en dårlig beslutning, man står sammen med andre om, end en god beslutning, man står alene med.

Beslutningsautomatikken og den systematiske mulighed for ansvarsforflygtigelse er en af de udviklingstendenser i tidligere tid, der udløser modreaktion og skaber ny tid.
I tidligere tid opbygges babyloniske beslutnings- og referencestrukturer bag enhver mere betydningsfuld beslutning eller tiltag, såvel indenfor virksomhederne selv som i relation til virksomhedernes kommunikation med omverdenen.
Det post-kapitalistiske ledelsesparadigme udløser en degenerativ tendens i tidens erhvervsliv, og det bliver stadigt mere anerkendt, at det institutionelle ejerskab, uddelegering af beslutningsdygtighed, samt brug af indbyrdes beslutningsreferencer alt sammen medfører et skred i virksomhedernes beslutningsevne. Det er disse karakteristika, der er en afgørende bestanddel i de bevidstløse sammenlægninger og virksomhedsovertagelser, som den ene efter den anden kan vedtages i samklang med beslutningsautomatikken.

Det er i lyset af denne udviklingstendens, at man skal forstå, at kun få private kapitalejere ønsker at opretholde ”bestemmende indflydelse” på virksomheder. Det har ikke nogen mening at fastholde kontrol, idet kontrol skal udøves, forvaltes og gennemføres i en symbiose med andre institutionelt styrede virksomheder, kapitalapparat, politisk miljø og offentlighed, og dermed i grundlæggende konflikt med den basale karakteristik af den kapitalistiske ejermodel.

Betragtes de institutionelt kontrollerede og beslutningsdirigerede virksomheder, som opstår i takt med den private udvanding af ejerskabet, så bliver disse virksomheders definerede mål at tiltage sig stadigt større dominans og styrke på den globale markedsplads.
At denne proces gennemføres og fuldendes i tidligere tid er alene udtryk for naturen af tidligere tid og dens udviklingsretning. Det kvantespring, der sker på grænsen til ny tid, og som er definerende for netop ny tid er, at der fra befolkning, og efter en provokeret reaktion fra det politiske system, sker en tvungen atomisering af ejerskabet, og en heraf følgende afinstitutionalisering. Igennem de elektroniske og fysiske sociale netværk stilles de politiske repræsentanter til direkte ansvar for deres handlinger og sanktioneres virkningsfuldt. Det er ved overgangen fra ”post-kapitalistisk” samfund til den ”atomiserede kapitalisme” i ny tid, at perspektivet i disse stadigt større virksomheder ændres fra at være selvoptimerende til at være perspektiverende udadvendt. Og dermed i en beslutningsproces, der karakteriserer dem som makroproducenter, og dermed tillader beslutninger at blive retningsbestemt af andet end den degenerative søgning efter egen størrelse, vægt og volumen. Det er i ny tid, at størrelse, vægt og volumen kun har mening, hvis den bruges rigtigt. Og det kan være til meget andet end endnu større størrelse, vægt eller volumen. Den enkelte virksomhed tillades ikke længere at sub-optimere ud fra snævre hensyn, men påtvinges kollektiv optimering og forfølgelsen af andre mål end de simple resultatvariable, der kendetegnede det klassisk kapitalistiske og postkapitalistiske samfund.
Institutionalisering af virksomhedernes ejerskab er derfor det bærende kendetegn for det ”post-kapitalistiske” samfund. Politikere, embedsmænd, forvaltere og en gruppe af repræsentanter for en ikke formaliseret magtbase af kapitalejere overtager forvaltning og styring af den ene virksomhed efter den anden.
I det ”post-kapitalistiske” samfund bliver der skabt en samfundsmodel, hvor man kan træffe beslutninger, men hvor konsekvensen af disse ikke har mærkbar økonomisk effekt for beslutningstagerne selv. Forkerte beslutninger kan medføre uheldige konsekvenser for den enkelte, men den ”klassiske kapitalismes” grundlæggende mekanisme, hvor beslutningssituationen er sammenkoblet med mærkbare økonomiske sanktioner ved fejlbeslutning, er sat ud af kraft. Der er ikke længere et skæbnefællesskab imellem den, der tager beslutningen, og den beslutningen vedrører.

Der er samtidig tale om et samfund, der uddelegerer ansvar til andre. Der udvikles op igennem tidligere tid en evne til, at ingen rigtigt tager beslutninger, eller kan stilles til ansvar herfor. Institutionaliseringen skaber en beslutningsautomatik, hvor igangsatte begivenheder, hvis de ikke proaktivt standses, uundgåeligt medfører, at beslutninger opstår som konsekvens af andre beslutninger og så fremdeles. Uhyre sjældent skal der tages en beslutning der kan ansvarsplaceres.

Denne degeneration udvikles op igennem tidligere tid som en naturlig konsekvens af, at de faktiske kapitalejere ikke forvalter deres ejerskab og uddelegerer beslutningskraften til repræsentanter, der i sagens natur mere har karakter af administratorer. Enhver god administrator ved, at man kun sjældent får noget ud af at påtage sig ansvaret for en god beslutning, så det drejer sig i højere grad om at undgå ansvaret for dårlige beslutninger. Ved en dårlig beslutning forstås beslutninger, der kan henføres til en selv, og som et kollektivt ansvar ikke kan udstrækkes til. Det, som er blevet afgørende op igennem tidligere tid er, at hvis noget går galt, da at man står sammen med andre om det. Hellere en dårlig beslutning, man står sammen med andre om, end en god beslutning, man står alene med.

Beslutningsautomatikken og den systematiske mulighed for ansvarsforflygtigelse er en af de udviklingstendenser i tidligere tid, der udløser modreaktion og skaber ny tid.
I tidligere tid opbygges babyloniske beslutnings- og referencestrukturer bag enhver mere betydningsfuld beslutning eller tiltag, såvel indenfor virksomhederne selv som i relation til virksomhedernes kommunikation med omverdenen.
Det post-kapitalistiske ledelsesparadigme udløser en degenerativ tendens i tidens erhvervsliv, og det bliver stadigt mere anerkendt, at det institutionelle ejerskab, uddelegering af beslutningsdygtighed, samt brug af indbyrdes beslutningsreferencer alt sammen medfører et skred i virksomhedernes beslutningsevne. Det er disse karakteristika, der er en afgørende bestanddel i de bevidstløse sammenlægninger og virksomhedsovertagelser, som den ene efter den anden kan vedtages i samklang med beslutningsautomatikken.

Det er i lyset af denne udviklingstendens, at man skal forstå, at kun få private kapitalejere ønsker at opretholde ”bestemmende indflydelse” på virksomheder. Det har ikke nogen mening at fastholde kontrol, idet kontrol skal udøves, forvaltes og gennemføres i en symbiose med andre institutionelt styrede virksomheder, kapitalapparat, politisk miljø og offentlighed, og dermed i grundlæggende konflikt med den basale karakteristik af den kapitalistiske ejermodel.

Betragtes de institutionelt kontrollerede og beslutningsdirigerede virksomheder, som opstår i takt med den private udvanding af ejerskabet, så bliver disse virksomheders definerede mål at tiltage sig stadigt større dominans og styrke på den globale markedsplads.
At denne proces gennemføres og fuldendes i tidligere tid er alene udtryk for naturen af tidligere tid og dens udviklingsretning. Det kvantespring, der sker på grænsen til ny tid, og som er definerende for netop ny tid er, at der fra befolkning, og efter en provokeret reaktion fra det politiske system, sker en tvungen atomisering af ejerskabet, og en heraf følgende afinstitutionalisering. Igennem de elektroniske og fysiske sociale netværk stilles de politiske repræsentanter til direkte ansvar for deres handlinger og sanktioneres virkningsfuldt. Det er ved overgangen fra ”post-kapitalistisk” samfund til den ”atomiserede kapitalisme” i ny tid, at perspektivet i disse stadigt større virksomheder ændres fra at være selvoptimerende til at være perspektiverende udadvendt. Og dermed i en beslutningsproces, der karakteriserer dem som makroproducenter, og dermed tillader beslutninger at blive retningsbestemt af andet end den degenerative søgning efter egen størrelse, vægt og volumen. Det er i ny tid, at størrelse, vægt og volumen kun har mening, hvis den bruges rigtigt. Og det kan være til meget andet end endnu større størrelse, vægt eller volumen. Den enkelte virksomhed tillades ikke længere at sub-optimere ud fra snævre hensyn, men påtvinges kollektiv optimering og forfølgelsen af andre mål end de simple resultatvariable, der kendetegnede det klassisk kapitalistiske og postkapitalistiske samfund.
Institutionalisering af virksomhedernes ejerskab er derfor det bærende kendetegn for det ”post-kapitalistiske” samfund. Politikere, embedsmænd, forvaltere og en gruppe af repræsentanter for en ikke formaliseret magtbase af kapitalejere overtager forvaltning og styring af den ene virksomhed efter den anden.
I det ”post-kapitalistiske” samfund bliver der skabt en samfundsmodel, hvor man kan træffe beslutninger, men hvor konsekvensen af disse ikke har mærkbar økonomisk effekt for beslutningstagerne selv. Forkerte beslutninger kan medføre uheldige konsekvenser for den enkelte, men den ”klassiske kapitalismes” grundlæggende mekanisme, hvor beslutningssituationen er sammenkoblet med mærkbare økonomiske sanktioner ved fejlbeslutning, er sat ud af kraft. Der er ikke længere et skæbnefællesskab imellem den, der tager beslutningen, og den beslutningen vedrører.

Der er samtidig tale om et samfund, der uddelegerer ansvar til andre. Der udvikles op igennem tidligere tid en evne til, at ingen rigtigt tager beslutninger, eller kan stilles til ansvar herfor. Institutionaliseringen skaber en beslutningsautomatik, hvor igangsatte begivenheder, hvis de ikke proaktivt standses, uundgåeligt medfører, at beslutninger opstår som konsekvens af andre beslutninger og så fremdeles. Uhyre sjældent skal der tages en beslutning der kan ansvarsplaceres.

Denne degeneration udvikles op igennem tidligere tid som en naturlig konsekvens af, at de faktiske kapitalejere ikke forvalter deres ejerskab og uddelegerer beslutningskraften til repræsentanter, der i sagens natur mere har karakter af administratorer. Enhver god administrator ved, at man kun sjældent får noget ud af at påtage sig ansvaret for en god beslutning, så det drejer sig i højere grad om at undgå ansvaret for dårlige beslutninger. Ved en dårlig beslutning forstås beslutninger, der kan henføres til en selv, og som et kollektivt ansvar ikke kan udstrækkes til. Det, som er blevet afgørende op igennem tidligere tid er, at hvis noget går galt, da at man står sammen med andre om det. Hellere en dårlig beslutning, man står sammen med andre om, end en god beslutning, man står alene med.

Beslutningsautomatikken og den systematiske mulighed for ansvarsforflygtigelse er en af de udviklingstendenser i tidligere tid, der udløser modreaktion og skaber ny tid.
I tidligere tid opbygges babyloniske beslutnings- og referencestrukturer bag enhver mere betydningsfuld beslutning eller tiltag, såvel indenfor virksomhederne selv som i relation til virksomhedernes kommunikation med omverdenen.
Det post-kapitalistiske ledelsesparadigme udløser en degenerativ tendens i tidens erhvervsliv, og det bliver stadigt mere anerkendt, at det institutionelle ejerskab, uddelegering af beslutningsdygtighed, samt brug af indbyrdes beslutningsreferencer alt sammen medfører et skred i virksomhedernes beslutningsevne. Det er disse karakteristika, der er en afgørende bestanddel i de bevidstløse sammenlægninger og virksomhedsovertagelser, som den ene efter den anden kan vedtages i samklang med beslutningsautomatikken.

Det er i lyset af denne udviklingstendens, at man skal forstå, at kun få private kapitalejere ønsker at opretholde ”bestemmende indflydelse” på virksomheder. Det har ikke nogen mening at fastholde kontrol, idet kontrol skal udøves, forvaltes og gennemføres i en symbiose med andre institutionelt styrede virksomheder, kapitalapparat, politisk miljø og offentlighed, og dermed i grundlæggende konflikt med den basale karakteristik af den kapitalistiske ejermodel.

Betragtes de institutionelt kontrollerede og beslutningsdirigerede virksomheder, som opstår i takt med den private udvanding af ejerskabet, så bliver disse virksomheders definerede mål at tiltage sig stadigt større dominans og styrke på den globale markedsplads.
At denne proces gennemføres og fuldendes i tidligere tid er alene udtryk for naturen af tidligere tid og dens udviklingsretning. Det kvantespring, der sker på grænsen til ny tid, og som er definerende for netop ny tid er, at der fra befolkning, og efter en provokeret reaktion fra det politiske system, sker en tvungen atomisering af ejerskabet, og en heraf følgende afinstitutionalisering. Igennem de elektroniske og fysiske sociale netværk stilles de politiske repræsentanter til direkte ansvar for deres handlinger og sanktioneres virkningsfuldt. Det er ved overgangen fra ”post-kapitalistisk” samfund til den ”atomiserede kapitalisme” i ny tid, at perspektivet i disse stadigt større virksomheder ændres fra at være selvoptimerende til at være perspektiverende udadvendt. Og dermed i en beslutningsproces, der karakteriserer dem som makroproducenter, og dermed tillader beslutninger at blive retningsbestemt af andet end den degenerative søgning efter egen størrelse, vægt og volumen. Det er i ny tid, at størrelse, vægt og volumen kun har mening, hvis den bruges rigtigt. Og det kan være til meget andet end endnu større størrelse, vægt eller volumen. Den enkelte virksomhed tillades ikke længere at sub-optimere ud fra snævre hensyn, men påtvinges kollektiv optimering og forfølgelsen af andre mål end de simple resultatvariable, der kendetegnede det klassisk kapitalistiske og postkapitalistiske samfund.