Institutionalisering af virksomhedernes ejerskab er det bærende kendetegn for det "post-kapitalistiske" samfund.
Der udvikles op igennem tidligere tid en evne til, at ingen rigtigt tager beslutninger eller kan stilles til ansvar herfor. Institutionaliseringen skaber en beslutningsautomatik, hvor igangsatte begivenheder, hvis de ikke proaktivt standses, uundgåeligt medfører, at beslutninger opstår som konsekvens af andre beslutninger og så fremdeles.
Den systematiske mulighed for ansvarsforflygtigelse er en af de udviklingstendenser i tidligere tid, der udløser modreaktion og skaber ny tid. Det kvantespring, der sker på grænsen til ny tid, og som er definerende for netop ny tid er, at der fra befolkningen - efter en provokeret reaktion fra det politiske system - sker en tvungen atomisering af ejerskabet og en heraf følgende afinstitutionalisering.
Det er i ny tid, at størrelse, vægt og volumen kun har mening, hvis den bruges rigtigt. Og det kan være til meget andet end endnu større størrelse, vægt eller volumen. Den enkelte virksomhed tillades ikke længere at sub-optimere ud fra snævre hensyn, men påtvinges kollektiv optimering og forfølgelsen af andre mål end de simple resultatvariable, der kendetegnede det klassiske og postkapitalistiske samfund.