I tidligere tid fandt produktion af varer og tjenesteydelser sted i et virvar af historisk betingede virksomhedskonstellationer, ejerskab eller som privat foretagsomhed. Mange af disse egenskaber bliver bibeholdt i ny tid, men for langt de fleste mere som stadie på en vej end som permanent sluttilstand.
På baggrund af global arbejdsdeling, de geopolitiske magtcentres positionering, specialisering og konkurrenceevne, udvikles ”globaliseringen”. Det er ved skabelsen af globaliserede producenter, at grundlaget lægges for det, der senere migrerer til makroproducenter.
De processer, der leder frem mod skabelsen af makroproducenterne, er smertelige omstillingsprocesser indenfor de geopolitiske magtcentre og udløser betydelige politiske gnidninger disse geografiske magtcentre imellem. Men i historisk perspektiv er disse omstillingsprocesser kortvarige, og ulemperne anskues hurtigt for kompenseret ved globalt større vækst i takt med, at det globale befolkningsunderlag i stadigt større omfang inddrages i efterspørgslen, og den ny vækst udvikler og understøtter de kvalitetsværdier, der samtidig bliver en del af befolkningens velfærdsopfattelse.
Som led i koncentrationsprocessen sker en betydelig omlægning indenfor erhvervslivet. De faktorer, der ligger bag disse processer, skaber det ”post-kapitalistiske" samfund. Der er tale om et samfund, hvor tidligere tids ”kapitalistisk ejerskab” er opløst i diffuse og politisk styrede ejerstrukturer. Nok drives virksomhederne stadig efter klare og veldefinerede principper for optimering, effektivitet, overskudsevne og værdiskabelse til ejerne, men det forandrede er, at dem, der rent faktisk ejer virksomhederne, ikke kan ses som ”klassiske kapitalister”, fordi selve målsætningen med ejerskabet er forandret og præget af andre forventninger end kravet om kapitalafkast. Mens meget tilrettelægges som sædvanligt, så er selve målsætningen med at gøre det forandret.
I takt med, at disse omlægninger slår igennem, vælger stadigt flere af de ”klassiske kapitalejere” at træde helt ud af et stadigt mere kompliceret spil omkring tilrettelægningen af drift og ledelse af virksomheder, i et miljø, der i stigende grad reguleres politisk, og hvor interessegrupper har stadigt større indflydelse. Et miljø, hvor også kapitalfremskaffelsen i stigende grad kontrolleres af og tilvejebringes igennem de selv samme interessegrupper og derfor ikke kan være i konflikt med disses politiske interesser. En romantisk fortid, hvor ligemænd via børser og pengeanbringelse satsede på hinandens evner som skabere og fornyere af forretningslivet, afløses af en erkendelse af, at fortsat vækst, udvikling og kapitalfremskaffelse kun kan sikres i et kompliceret samspil med interessegrupper, pensionskasser, lovgivere og regulerende myndigheder. Der sker en stadigt stigende institutionalisering af normer og kutymer, tilsyn, klageinstanser og kodeks, der alt sammen er udtryk for standardisering og ensretning af ting og måder at gøre tingene på.
Det er derfor ikke overraskende, at man op igennem tidligere tid ser den udviklingstendens blive stadigt mere fremherskende, hvor toneangivende private kapitaldeltagere i stadigt større erhvervsvirksomheder nedbringer eller afvikler deres kapitaldeltagelse og i stedet vælger at fordele deres risiko ved spredning over flere områder.
Det, at virksomheder er skabt, ejet eller kontrolleret af skaberne, de oprindelige stiftere, disses efterkommere eller andre personlige eller private interesser, bliver derfor et levn fra tidligere tid. I ny tid eksisterer store mængder af private kapitalejere, men deres ejerskab er af passiv karakter.