Reading Piece #105 - Erhvervslivet bliver politisk

Vender vi tilbage til demokratiseringsprocessen af virksomhederne og skabelsen af den politiske kommercialisering, udvikler der sig den erkendelse blandt den ny tids holdningsorienterede, netværksopkoblede befolkning, at det at øve indflydelse på driften og ejerskabet af disse virksomheder i sig selv anskues som et selvstændigt politisk mål. Og at det i praksis bliver vurderet til at have lige så stor betydning for omfang og retning af gennemførte politikker, som mere traditionel deltagelse i det samfundsstyrende demokratiske politiske system, der på stadigt flere områder alene kan formulere ønskede politikker.

Det er ved udviklingen af et behov for at udøve politisk indflydelse gennem kapitalområdet, at befolkningerne påvirker de politiske repræsentanter, så der fra denne side skabes et politisk grundlag for, at netop ejerkapitalerne ønskes aktiveret som led i sikring af demokratisk kontrol med erhvervslivet.
Tidligere tids lejlighedsvise generalforsamlinger suppleres med en udlicitering af den politiske beslutningskraft fra centrale, kapitalforvaltende repræsentanter i et homogeniseret ejerskab til en atomiseret direkte politisk indflydelse af individuelle ejere.
Resultatet af denne proces bliver, at tidligere tids centraliserede kapitalisme decentraliseres til uddelegeret kapitalisme, hvor centrale repræsentanter, politiske som forretningsbaserede, underlægges de faktiske kapitalejeres politiske beslutningsret. Man overfører den demokratiske kontrol til det ultimative ejerskab af ny tids makroproducenter ved at provokere de samme demokratiske mekanismer i funktion, som i tidligere tid beviste deres værdi i styring og tilrettelægning af samfundsøkonomien. En proces, der samlet betegnes som den atomiserede kapitalisme, idet ejerskabet splittes op i sine grundlæggende bestanddele, men kun samlet i dialog og samarbejde, og med respekt for subjektive beslutningsvariable har mulighed for at komme til praktisk eksistens.

At der fra samfundets politiske repræsentanter sker en provokeret indsats på dette område, er i sagens natur afgørende for et utal af de kapitalkoncentrationer og fonde, der over lang tid er opbygget og skabt på politisk grundlag. Og som igennem tidligere tid blev styret og dikteret af politiske og samfundspolitiske interesser.
Ved den politisk styrede decentralisering af ejerskab og beslutningsdygtighed i en række politisk skabte fonde opstår det resultat, at de enkelte kapitalejere får dispositionsfrihed over deres tidligere ideelle andele, og efter eget valg og ønske kan omlægge og investere indenfor bl.a. det ejerskab, som udøves over den toneangivende del af den globale produktionsøkonomi. At man dermed enhedsopdeler de tidligere sammenlagte investeringsporteføljer får til konsekvens, at en række forvaltningsmæssige mellemled elimineres og opløses, idet sådanne kapitalfonde alene kan fastholde indskud gennem konkurrenceevne. En konkurrenceevne, der ikke kan opretholdes ved for mange mellemled.

Her skal vi igen erindre os, at hele processen også provokeres af de grundlæggende økonomiske omstændigheder i velfærdsøkonomien. I ny tid er renten lav, inflationen er lav og den globale vækst er i grove træk identisk med befolkningstilvæksten. I et sådant investeringsmiljø er makroproducenterne et af de få tilbud om realværdisikring af opsparingen, og der er herudover ikke mange muligheder for at sikre sig et systematisk og vedholdende overafkast ved brug af forskellige forvaltningsmæssige taktikker eller passiv kapitalanbringelse.
Når mere spekulative forslag og tilbud opstår, anskues de mere som et konkurrerende produkt til den underholdningsprægede spilindustri end en reel overvejelse ved forvaltningen af den opsparing, som i ny tid er tiltaget i sin betydning for familiernes velfærdsfølelse. Spekulation, og jagten på lejlighedsvise overafkast, er i ny tid fortrængt til en marginal markedsplads, der ikke tillægges vægt eller betydning i den stabiliserede velfærdsøkonomi.
Vender vi tilbage til demokratiseringsprocessen af virksomhederne og skabelsen af den politiske kommercialisering, udvikler der sig den erkendelse blandt den ny tids holdningsorienterede, netværksopkoblede befolkning, at det at øve indflydelse på driften og ejerskabet af disse virksomheder i sig selv anskues som et selvstændigt politisk mål. Og at det i praksis bliver vurderet til at have lige så stor betydning for omfang og retning af gennemførte politikker, som mere traditionel deltagelse i det samfundsstyrende demokratiske politiske system, der på stadigt flere områder alene kan formulere ønskede politikker.

Det er ved udviklingen af et behov for at udøve politisk indflydelse gennem kapitalområdet, at befolkningerne påvirker de politiske repræsentanter, så der fra denne side skabes et politisk grundlag for, at netop ejerkapitalerne ønskes aktiveret som led i sikring af demokratisk kontrol med erhvervslivet.
Tidligere tids lejlighedsvise generalforsamlinger suppleres med en udlicitering af den politiske beslutningskraft fra centrale, kapitalforvaltende repræsentanter i et homogeniseret ejerskab til en atomiseret direkte politisk indflydelse af individuelle ejere.
Resultatet af denne proces bliver, at tidligere tids centraliserede kapitalisme decentraliseres til uddelegeret kapitalisme, hvor centrale repræsentanter, politiske som forretningsbaserede, underlægges de faktiske kapitalejeres politiske beslutningsret. Man overfører den demokratiske kontrol til det ultimative ejerskab af ny tids makroproducenter ved at provokere de samme demokratiske mekanismer i funktion, som i tidligere tid beviste deres værdi i styring og tilrettelægning af samfundsøkonomien. En proces, der samlet betegnes som den atomiserede kapitalisme, idet ejerskabet splittes op i sine grundlæggende bestanddele, men kun samlet i dialog og samarbejde, og med respekt for subjektive beslutningsvariable har mulighed for at komme til praktisk eksistens.

At der fra samfundets politiske repræsentanter sker en provokeret indsats på dette område, er i sagens natur afgørende for et utal af de kapitalkoncentrationer og fonde, der over lang tid er opbygget og skabt på politisk grundlag. Og som igennem tidligere tid blev styret og dikteret af politiske og samfundspolitiske interesser.
Ved den politisk styrede decentralisering af ejerskab og beslutningsdygtighed i en række politisk skabte fonde opstår det resultat, at de enkelte kapitalejere får dispositionsfrihed over deres tidligere ideelle andele, og efter eget valg og ønske kan omlægge og investere indenfor bl.a. det ejerskab, som udøves over den toneangivende del af den globale produktionsøkonomi. At man dermed enhedsopdeler de tidligere sammenlagte investeringsporteføljer får til konsekvens, at en række forvaltningsmæssige mellemled elimineres og opløses, idet sådanne kapitalfonde alene kan fastholde indskud gennem konkurrenceevne. En konkurrenceevne, der ikke kan opretholdes ved for mange mellemled.

Her skal vi igen erindre os, at hele processen også provokeres af de grundlæggende økonomiske omstændigheder i velfærdsøkonomien. I ny tid er renten lav, inflationen er lav og den globale vækst er i grove træk identisk med befolkningstilvæksten. I et sådant investeringsmiljø er makroproducenterne et af de få tilbud om realværdisikring af opsparingen, og der er herudover ikke mange muligheder for at sikre sig et systematisk og vedholdende overafkast ved brug af forskellige forvaltningsmæssige taktikker eller passiv kapitalanbringelse.
Når mere spekulative forslag og tilbud opstår, anskues de mere som et konkurrerende produkt til den underholdningsprægede spilindustri end en reel overvejelse ved forvaltningen af den opsparing, som i ny tid er tiltaget i sin betydning for familiernes velfærdsfølelse. Spekulation, og jagten på lejlighedsvise overafkast, er i ny tid fortrængt til en marginal markedsplads, der ikke tillægges vægt eller betydning i den stabiliserede velfærdsøkonomi.
Vender vi tilbage til demokratiseringsprocessen af virksomhederne og skabelsen af den politiske kommercialisering, udvikler der sig den erkendelse blandt den ny tids holdningsorienterede, netværksopkoblede befolkning, at det at øve indflydelse på driften og ejerskabet af disse virksomheder i sig selv anskues som et selvstændigt politisk mål. Og at det i praksis bliver vurderet til at have lige så stor betydning for omfang og retning af gennemførte politikker, som mere traditionel deltagelse i det samfundsstyrende demokratiske politiske system, der på stadigt flere områder alene kan formulere ønskede politikker.

Det er ved udviklingen af et behov for at udøve politisk indflydelse gennem kapitalområdet, at befolkningerne påvirker de politiske repræsentanter, så der fra denne side skabes et politisk grundlag for, at netop ejerkapitalerne ønskes aktiveret som led i sikring af demokratisk kontrol med erhvervslivet.
Tidligere tids lejlighedsvise generalforsamlinger suppleres med en udlicitering af den politiske beslutningskraft fra centrale, kapitalforvaltende repræsentanter i et homogeniseret ejerskab til en atomiseret direkte politisk indflydelse af individuelle ejere.
Resultatet af denne proces bliver, at tidligere tids centraliserede kapitalisme decentraliseres til uddelegeret kapitalisme, hvor centrale repræsentanter, politiske som forretningsbaserede, underlægges de faktiske kapitalejeres politiske beslutningsret. Man overfører den demokratiske kontrol til det ultimative ejerskab af ny tids makroproducenter ved at provokere de samme demokratiske mekanismer i funktion, som i tidligere tid beviste deres værdi i styring og tilrettelægning af samfundsøkonomien. En proces, der samlet betegnes som den atomiserede kapitalisme, idet ejerskabet splittes op i sine grundlæggende bestanddele, men kun samlet i dialog og samarbejde, og med respekt for subjektive beslutningsvariable har mulighed for at komme til praktisk eksistens.

At der fra samfundets politiske repræsentanter sker en provokeret indsats på dette område, er i sagens natur afgørende for et utal af de kapitalkoncentrationer og fonde, der over lang tid er opbygget og skabt på politisk grundlag. Og som igennem tidligere tid blev styret og dikteret af politiske og samfundspolitiske interesser.
Ved den politisk styrede decentralisering af ejerskab og beslutningsdygtighed i en række politisk skabte fonde opstår det resultat, at de enkelte kapitalejere får dispositionsfrihed over deres tidligere ideelle andele, og efter eget valg og ønske kan omlægge og investere indenfor bl.a. det ejerskab, som udøves over den toneangivende del af den globale produktionsøkonomi. At man dermed enhedsopdeler de tidligere sammenlagte investeringsporteføljer får til konsekvens, at en række forvaltningsmæssige mellemled elimineres og opløses, idet sådanne kapitalfonde alene kan fastholde indskud gennem konkurrenceevne. En konkurrenceevne, der ikke kan opretholdes ved for mange mellemled.

Her skal vi igen erindre os, at hele processen også provokeres af de grundlæggende økonomiske omstændigheder i velfærdsøkonomien. I ny tid er renten lav, inflationen er lav og den globale vækst er i grove træk identisk med befolkningstilvæksten. I et sådant investeringsmiljø er makroproducenterne et af de få tilbud om realværdisikring af opsparingen, og der er herudover ikke mange muligheder for at sikre sig et systematisk og vedholdende overafkast ved brug af forskellige forvaltningsmæssige taktikker eller passiv kapitalanbringelse.
Når mere spekulative forslag og tilbud opstår, anskues de mere som et konkurrerende produkt til den underholdningsprægede spilindustri end en reel overvejelse ved forvaltningen af den opsparing, som i ny tid er tiltaget i sin betydning for familiernes velfærdsfølelse. Spekulation, og jagten på lejlighedsvise overafkast, er i ny tid fortrængt til en marginal markedsplads, der ikke tillægges vægt eller betydning i den stabiliserede velfærdsøkonomi.