Reading Piece #104 - Makroproducenter

I tidligere tid sonderedes skarpt imellem det mikroøkonomiske univers, indenfor hvilket de private husstande og virksomhederne baserede deres reaktioner og handlinger, og det makroøkonomiske univers, indenfor hvilket samfundet baserede sine politikker og virksomhed.
I ny tid er disse niveauer sammensmeltede, ikke alene på grund af ændringer i ejerstrukturen og de ny ejeres ændrede værdisæt, men fordi en eskalerende centralisering, virksomhedssammensmeltninger, og globalisering, i sig selv ændrer en række af de toneangivende erhvervsvirksomheder til egentlige makroøkonomiske aktører.
Vi ser i tidligere tid, at trods ønske om konkurrencebegrænsning og forsøg på at bremse sammenlægninger, der frygtes at eliminere konkurrencen på hele produktionsområder, så lykkes det ikke politisk at fastholde dette mål. Ikke fordi man ikke er opmærksom på det, eller ikke er villige til at investere den fornødne politiske kapital i at opretholde disse målsætninger, men fordi de slet og ret bliver meningsløse og vanskelige at opretholde.

Forklaringen bag denne bemærkelsesværdige udvikling er, at der opstår en koncentration af globale producenter og tjenesteudbydere, der i disses kamp om overherredømme etablerer en global produktionsvolumen, der tillader salgspriser at falde tæt på de marginale produktionsomkostninger. Det er den store gruppe af disse virksomheders succes med at producere i enorme volumen og til stadigt lavere priser, der skaber en af velfærdsøkonomiens grundbestanddele. Hele den oprindelige politiske forudsætning for at fastholde ønsket om konkurrence elimineres af den omstændighed, at man ikke ved politisk at modarbejde tilblivelsen af globale producenter kommer tættere på at nå den politiske målsætning, som tidligere tids konkurrencebegrænsende politik var udtryk for. Man anerkender gradvist, at store, globale og dominerende producenter kan skabe billigere produktionspriser, bedre forsyningssikkerhed og større produktudvikling, end man opnår ved en politisk påtvungen konkurrence, imellem indbyrdes konkurrenter, der ved deres indbyrdes konkurrence dermed suboptimerer i forhold til målsætningen for velfærdsøkonomien. De globale aktører konkurrerer på store volumen med lav overskudsmarginal, mens et politisk styret forsøg på at skabe konkurrence alene resulterer i beskyttelsen af producenter og tjenesteudbydere, der suboptimerer velfærdsøkonomien ved deres egen koncentration og afhængighed af høj avance på mindre volumen.

Det er altså den ekvilibrerede markedsøkonomi, udviklet og skabt i fuld konkurrence, der i sin endelige form leverer netop det resultat, som igennem tidligere tid var selve målsætningen med den overordnede konkurrencepolitik. Disse egenskaber og markedseffektivitet bliver forsænket i ny tids makroproducenter. Det er makroproducenterne, der igennem deres handlinger og beslutninger indtræder som makroøkonomiens acceleratorer. En proces skabt ved, at migration finder sted fra producenter under et makroøkonomisk begrebs- og beslutningsparadigme til producenter under et andet makroøkonomiske beslutningsparadigme.

Med makroproducenter skabes grundlaget for ny tids produktionsøkonomi. En produktionsøkonomi, som er kendetegnet ved, at salgspriser på forbrugsvarer og tjenesteydelser nærmer sig de marginale produktionsomkostninger, og at størrelsen af kapacitetsapparatet og dets udviklingseffektivitet nedbringer profithøjden, så den ny tids mantra bliver volumen og et af de toneangivende karakteristika for velfærdsøkonomien dermed er opfyldt.

At dannelsen af makroproducenterne ikke standses eller modvirkes er derfor delvist politisk betinget, og delvist betinget af den omstændighed, at det slet ikke længere har noget formål at bremse disse sammenlægninger, idet de udvikler sig til at blive materialiseringen af tidligere tids økonomiske, teoretiske mål, men som anvendt politik i den fysiske og faktiske virkelighed.
Makroproducenterne selv agerer og tilrettelægger i konsekvens af deres supra-nationale karakter, endda hævet over de politiske magtapparater i hele geopolitiske magtcentre, selv en lang række politikker. Og det er i fastlæggelsen af disse politikker, i disses virkeliggørelse og udførelse, at disse producenter gennemfører beslutninger, der har makroøkonomisk konsekvens, og som påvirker den praktiske gennemførelse af en lang række, i tidligere tid, politisk definerede virkeområder. Meget hurtigt bliver disse makroproducenter i stand til ved forskellige beslutninger at påvirke udførelsen og gennemførelsen af de politikområder, som før da mere var politisk debatstof.
I tidligere tid sonderedes skarpt imellem det mikroøkonomiske univers, indenfor hvilket de private husstande og virksomhederne baserede deres reaktioner og handlinger, og det makroøkonomiske univers, indenfor hvilket samfundet baserede sine politikker og virksomhed.
I ny tid er disse niveauer sammensmeltede, ikke alene på grund af ændringer i ejerstrukturen og de ny ejeres ændrede værdisæt, men fordi en eskalerende centralisering, virksomhedssammensmeltninger, og globalisering, i sig selv ændrer en række af de toneangivende erhvervsvirksomheder til egentlige makroøkonomiske aktører.
Vi ser i tidligere tid, at trods ønske om konkurrencebegrænsning og forsøg på at bremse sammenlægninger, der frygtes at eliminere konkurrencen på hele produktionsområder, så lykkes det ikke politisk at fastholde dette mål. Ikke fordi man ikke er opmærksom på det, eller ikke er villige til at investere den fornødne politiske kapital i at opretholde disse målsætninger, men fordi de slet og ret bliver meningsløse og vanskelige at opretholde.

Forklaringen bag denne bemærkelsesværdige udvikling er, at der opstår en koncentration af globale producenter og tjenesteudbydere, der i disses kamp om overherredømme etablerer en global produktionsvolumen, der tillader salgspriser at falde tæt på de marginale produktionsomkostninger. Det er den store gruppe af disse virksomheders succes med at producere i enorme volumen og til stadigt lavere priser, der skaber en af velfærdsøkonomiens grundbestanddele. Hele den oprindelige politiske forudsætning for at fastholde ønsket om konkurrence elimineres af den omstændighed, at man ikke ved politisk at modarbejde tilblivelsen af globale producenter kommer tættere på at nå den politiske målsætning, som tidligere tids konkurrencebegrænsende politik var udtryk for. Man anerkender gradvist, at store, globale og dominerende producenter kan skabe billigere produktionspriser, bedre forsyningssikkerhed og større produktudvikling, end man opnår ved en politisk påtvungen konkurrence, imellem indbyrdes konkurrenter, der ved deres indbyrdes konkurrence dermed suboptimerer i forhold til målsætningen for velfærdsøkonomien. De globale aktører konkurrerer på store volumen med lav overskudsmarginal, mens et politisk styret forsøg på at skabe konkurrence alene resulterer i beskyttelsen af producenter og tjenesteudbydere, der suboptimerer velfærdsøkonomien ved deres egen koncentration og afhængighed af høj avance på mindre volumen.

Det er altså den ekvilibrerede markedsøkonomi, udviklet og skabt i fuld konkurrence, der i sin endelige form leverer netop det resultat, som igennem tidligere tid var selve målsætningen med den overordnede konkurrencepolitik. Disse egenskaber og markedseffektivitet bliver forsænket i ny tids makroproducenter. Det er makroproducenterne, der igennem deres handlinger og beslutninger indtræder som makroøkonomiens acceleratorer. En proces skabt ved, at migration finder sted fra producenter under et makroøkonomisk begrebs- og beslutningsparadigme til producenter under et andet makroøkonomiske beslutningsparadigme.

Med makroproducenter skabes grundlaget for ny tids produktionsøkonomi. En produktionsøkonomi, som er kendetegnet ved, at salgspriser på forbrugsvarer og tjenesteydelser nærmer sig de marginale produktionsomkostninger, og at størrelsen af kapacitetsapparatet og dets udviklingseffektivitet nedbringer profithøjden, så den ny tids mantra bliver volumen og et af de toneangivende karakteristika for velfærdsøkonomien dermed er opfyldt.

At dannelsen af makroproducenterne ikke standses eller modvirkes er derfor delvist politisk betinget, og delvist betinget af den omstændighed, at det slet ikke længere har noget formål at bremse disse sammenlægninger, idet de udvikler sig til at blive materialiseringen af tidligere tids økonomiske, teoretiske mål, men som anvendt politik i den fysiske og faktiske virkelighed.
Makroproducenterne selv agerer og tilrettelægger i konsekvens af deres supra-nationale karakter, endda hævet over de politiske magtapparater i hele geopolitiske magtcentre, selv en lang række politikker. Og det er i fastlæggelsen af disse politikker, i disses virkeliggørelse og udførelse, at disse producenter gennemfører beslutninger, der har makroøkonomisk konsekvens, og som påvirker den praktiske gennemførelse af en lang række, i tidligere tid, politisk definerede virkeområder. Meget hurtigt bliver disse makroproducenter i stand til ved forskellige beslutninger at påvirke udførelsen og gennemførelsen af de politikområder, som før da mere var politisk debatstof.
I tidligere tid sonderedes skarpt imellem det mikroøkonomiske univers, indenfor hvilket de private husstande og virksomhederne baserede deres reaktioner og handlinger, og det makroøkonomiske univers, indenfor hvilket samfundet baserede sine politikker og virksomhed.
I ny tid er disse niveauer sammensmeltede, ikke alene på grund af ændringer i ejerstrukturen og de ny ejeres ændrede værdisæt, men fordi en eskalerende centralisering, virksomhedssammensmeltninger, og globalisering, i sig selv ændrer en række af de toneangivende erhvervsvirksomheder til egentlige makroøkonomiske aktører.
Vi ser i tidligere tid, at trods ønske om konkurrencebegrænsning og forsøg på at bremse sammenlægninger, der frygtes at eliminere konkurrencen på hele produktionsområder, så lykkes det ikke politisk at fastholde dette mål. Ikke fordi man ikke er opmærksom på det, eller ikke er villige til at investere den fornødne politiske kapital i at opretholde disse målsætninger, men fordi de slet og ret bliver meningsløse og vanskelige at opretholde.

Forklaringen bag denne bemærkelsesværdige udvikling er, at der opstår en koncentration af globale producenter og tjenesteudbydere, der i disses kamp om overherredømme etablerer en global produktionsvolumen, der tillader salgspriser at falde tæt på de marginale produktionsomkostninger. Det er den store gruppe af disse virksomheders succes med at producere i enorme volumen og til stadigt lavere priser, der skaber en af velfærdsøkonomiens grundbestanddele. Hele den oprindelige politiske forudsætning for at fastholde ønsket om konkurrence elimineres af den omstændighed, at man ikke ved politisk at modarbejde tilblivelsen af globale producenter kommer tættere på at nå den politiske målsætning, som tidligere tids konkurrencebegrænsende politik var udtryk for. Man anerkender gradvist, at store, globale og dominerende producenter kan skabe billigere produktionspriser, bedre forsyningssikkerhed og større produktudvikling, end man opnår ved en politisk påtvungen konkurrence, imellem indbyrdes konkurrenter, der ved deres indbyrdes konkurrence dermed suboptimerer i forhold til målsætningen for velfærdsøkonomien. De globale aktører konkurrerer på store volumen med lav overskudsmarginal, mens et politisk styret forsøg på at skabe konkurrence alene resulterer i beskyttelsen af producenter og tjenesteudbydere, der suboptimerer velfærdsøkonomien ved deres egen koncentration og afhængighed af høj avance på mindre volumen.

Det er altså den ekvilibrerede markedsøkonomi, udviklet og skabt i fuld konkurrence, der i sin endelige form leverer netop det resultat, som igennem tidligere tid var selve målsætningen med den overordnede konkurrencepolitik. Disse egenskaber og markedseffektivitet bliver forsænket i ny tids makroproducenter. Det er makroproducenterne, der igennem deres handlinger og beslutninger indtræder som makroøkonomiens acceleratorer. En proces skabt ved, at migration finder sted fra producenter under et makroøkonomisk begrebs- og beslutningsparadigme til producenter under et andet makroøkonomiske beslutningsparadigme.

Med makroproducenter skabes grundlaget for ny tids produktionsøkonomi. En produktionsøkonomi, som er kendetegnet ved, at salgspriser på forbrugsvarer og tjenesteydelser nærmer sig de marginale produktionsomkostninger, og at størrelsen af kapacitetsapparatet og dets udviklingseffektivitet nedbringer profithøjden, så den ny tids mantra bliver volumen og et af de toneangivende karakteristika for velfærdsøkonomien dermed er opfyldt.

At dannelsen af makroproducenterne ikke standses eller modvirkes er derfor delvist politisk betinget, og delvist betinget af den omstændighed, at det slet ikke længere har noget formål at bremse disse sammenlægninger, idet de udvikler sig til at blive materialiseringen af tidligere tids økonomiske, teoretiske mål, men som anvendt politik i den fysiske og faktiske virkelighed.
Makroproducenterne selv agerer og tilrettelægger i konsekvens af deres supra-nationale karakter, endda hævet over de politiske magtapparater i hele geopolitiske magtcentre, selv en lang række politikker. Og det er i fastlæggelsen af disse politikker, i disses virkeliggørelse og udførelse, at disse producenter gennemfører beslutninger, der har makroøkonomisk konsekvens, og som påvirker den praktiske gennemførelse af en lang række, i tidligere tid, politisk definerede virkeområder. Meget hurtigt bliver disse makroproducenter i stand til ved forskellige beslutninger at påvirke udførelsen og gennemførelsen af de politikområder, som før da mere var politisk debatstof.