Debat om

Reading Piece #103 - Politisk mikroøkonomi

I tidligere tid var det et bærende element, at der var skarp sondering og adskillelse imellem ”det private erhvervsliv” og ”den offentlige sektor”. Som tingene udvikler sig, sker der en gradvis eliminering af disse forskelle. Man taler om en kommercialisering af den offentlige sektor og en politisering af det private erhvervsliv.
Mere nøjagtigt er det som finder sted dog et resultat af, at de kræfter, der styrer såvel det politiske liv som dem der styrer og ejer det private erhvervsliv, i stadigt hastigere tempo bliver sammenfaldende. At det private erhvervsliv politiseres, og dermed ikke alene baseres på rene kapitalafkast er ikke et resultat af, at der gennemføres politiske indgreb.
Udviklingen bliver en konsekvens af, at koncentrationen af det private ejerskab af det internationale erhvervsliv fortyndes. Gradvis er det befolkningerne, der af indirekte vej forvalter ejerskabet. Ikke som resultat af en tvungen omfordeling af værdier, men som en banal konsekvens af, at den globale opsparing, kapitalplacering og interessen for at placere likviditet i værdipapirer får til konsekvens, at ejerskabet decentraliseres. Tidligere tiders oprindelige ejerkapitaler løsner grebet i takt med, at generationsskifte slår igennem og virksomhedssammenlægninger i globalt ekspanderende erhvervsmastodonter trækker ejerskabet ud af det direkte og centralistisk styret ejerskab og overflyttes til det indirekte og decentrale ejerskab, fordelt blandt passive kapitalforvaltere.

I det politiske liv bliver topstyrede politiske magtkoncentrationer re-demokratiseret og derfor i samklang med befolkningernes politiske mål. Da de ønsker og krav, der lægges til grund for de beslutninger, der tages forretningsmæssigt, bliver sammenfaldende med de beslutninger, som gennemføres for de samfundsmæssige forhold, bliver der sammenfald i de præstationer og ydelser, der leveres af såvel politikere som erhvervsledere, om end de leveres fra forskellige platforme.
Problemstillingen har været berørt tidligere i denne bog, og det er vigtigt for forståelsen af dette ny paradigme at erindre sig, at i ny tids velfærdsøkonomi ser en betydelig del af befolkningen marginale og materielle forbedringer af levestandarden for sekundært placeret i forhold til betydningen af muligheden for at styrke tilværelsens kvalitetskomponenter. Den løbende indkomst ved arbejdsindsats er en automatiseret kendsgerning af det forhold, at man står til rådighed, men selv her ses arbejdet nedsænket i hele begrebet omkring livsstilsopfattelsen.

Med en atomisering af ejerskabet af det internationale erhvervsliv opstår der et langsomt skred, hvor de krav og forventninger, der stilles til den ny tids erhvervsledere nuanceres mere og differentieres i forhold til forsimplede forventninger til afkast.
At ejerskabet er atomiseret sker af såvel direkte som indirekte vej. I tidligere tid opstod der i en overgangsperiode en betydelig akkumulation af opsparet kapital, der i langt de fleste udviklede økonomier var bundne i de såkaldte ”pensionskasser” eller ”kapitalfonde”. Ikke så få af disse konstruktioner har deres historiske udgangspunkt i ønsket om en politisk styring af de opsparede midler. Relativt hurtigt bliver det dog en kendsgerning, at befolkningerne, som de ultimative kapitalejere, i stadigt stigende grad ser sig selv og deres rolle som løsrevet fra traditionelt politisk dikterede forvaltningsenheder.
Hermed ser man de første tendenser til, at den direkte indflydelse på det politiske system bliver bragt i anvendelse af en befolkning, der udnytter den direkte dialog og indflydelse via netværksgrupperne til at frigøre og promovere private interesser. Det bliver dermed en bølge af decentraliseringer, opløsninger, udbetalinger og atomiseringer af disse enorme pensionskapitaler og disses underlæggelse af de egentlige ejeres politiske indflydelse, som bliver udtryk for den af befolkningen dikterede kommercialisering af et tidligere politisk tabuområde.

Banebrydende krav til ændring i det politiske formål med forretningsmæssige beslutninger medfører en mutation imellem den politik, der tilrettelægger samfundet, og den, der forvaltes af erhvervslivet. Egentlige og subjektive politiske krav er en del af kapitalejernes værdisæt, som gradvist får til konsekvens, at erhvervsledere ikke alene skal tilfredsstille et objektivt afkastkrav, men i lige så høj grad tilsikre, at man ved skabelsen af et kapitalafkast ikke kompromitterer de krav til samfundet og dets funktionalitet, som ejergruppen i sagens natur selv er en politisk dikterende del af. Der opstår fuld konvergens imellem samfundspolitikker og erhvervsliv i kraft af identitet imellem vælger og kapitalejer. Man kan sige, at befolkningen i kraft af den vedvarende akkumulation af opsparing bliver i stand til at opbygge og vedligeholde et kapitalapparat, der bliver mere slagkraftigt end tilsvarende private formuer og traditionelle ejerkonstallationer var i stand til.

Det er ved denne demokratisering af pensionskapitalerne, at man for første gang ser et paradigmeskift, der er direkte dikteret af den netværksopkoblede private pensionskapitalejer, der gennem sin direkte og målelige indflydelse på de politiske repræsentanter, gennemtvinger en samfundsøkonomisk omstilling, ud fra krav om konvergens imellem det privatøkonomisk ønskelige og det politisk mulige.

Ingen indlæg i denne debat

I tidligere tid var det et bærende element, at der var skarp sondering og adskillelse imellem ”det private erhvervsliv” og ”den offentlige sektor”. Som tingene udvikler sig, sker der en gradvis eliminering af disse forskelle. Man taler om en kommercialisering af den offentlige sektor og en politisering af det private erhvervsliv.
Mere nøjagtigt er det som finder sted dog et resultat af, at de kræfter, der styrer såvel det politiske liv som dem der styrer og ejer det private erhvervsliv, i stadigt hastigere tempo bliver sammenfaldende. At det private erhvervsliv politiseres, og dermed ikke alene baseres på rene kapitalafkast er ikke et resultat af, at der gennemføres politiske indgreb.
Udviklingen bliver en konsekvens af, at koncentrationen af det private ejerskab af det internationale erhvervsliv fortyndes. Gradvis er det befolkningerne, der af indirekte vej forvalter ejerskabet. Ikke som resultat af en tvungen omfordeling af værdier, men som en banal konsekvens af, at den globale opsparing, kapitalplacering og interessen for at placere likviditet i værdipapirer får til konsekvens, at ejerskabet decentraliseres. Tidligere tiders oprindelige ejerkapitaler løsner grebet i takt med, at generationsskifte slår igennem og virksomhedssammenlægninger i globalt ekspanderende erhvervsmastodonter trækker ejerskabet ud af det direkte og centralistisk styret ejerskab og overflyttes til det indirekte og decentrale ejerskab, fordelt blandt passive kapitalforvaltere.

I det politiske liv bliver topstyrede politiske magtkoncentrationer re-demokratiseret og derfor i samklang med befolkningernes politiske mål. Da de ønsker og krav, der lægges til grund for de beslutninger, der tages forretningsmæssigt, bliver sammenfaldende med de beslutninger, som gennemføres for de samfundsmæssige forhold, bliver der sammenfald i de præstationer og ydelser, der leveres af såvel politikere som erhvervsledere, om end de leveres fra forskellige platforme.
Problemstillingen har været berørt tidligere i denne bog, og det er vigtigt for forståelsen af dette ny paradigme at erindre sig, at i ny tids velfærdsøkonomi ser en betydelig del af befolkningen marginale og materielle forbedringer af levestandarden for sekundært placeret i forhold til betydningen af muligheden for at styrke tilværelsens kvalitetskomponenter. Den løbende indkomst ved arbejdsindsats er en automatiseret kendsgerning af det forhold, at man står til rådighed, men selv her ses arbejdet nedsænket i hele begrebet omkring livsstilsopfattelsen.

Med en atomisering af ejerskabet af det internationale erhvervsliv opstår der et langsomt skred, hvor de krav og forventninger, der stilles til den ny tids erhvervsledere nuanceres mere og differentieres i forhold til forsimplede forventninger til afkast.
At ejerskabet er atomiseret sker af såvel direkte som indirekte vej. I tidligere tid opstod der i en overgangsperiode en betydelig akkumulation af opsparet kapital, der i langt de fleste udviklede økonomier var bundne i de såkaldte ”pensionskasser” eller ”kapitalfonde”. Ikke så få af disse konstruktioner har deres historiske udgangspunkt i ønsket om en politisk styring af de opsparede midler. Relativt hurtigt bliver det dog en kendsgerning, at befolkningerne, som de ultimative kapitalejere, i stadigt stigende grad ser sig selv og deres rolle som løsrevet fra traditionelt politisk dikterede forvaltningsenheder.
Hermed ser man de første tendenser til, at den direkte indflydelse på det politiske system bliver bragt i anvendelse af en befolkning, der udnytter den direkte dialog og indflydelse via netværksgrupperne til at frigøre og promovere private interesser. Det bliver dermed en bølge af decentraliseringer, opløsninger, udbetalinger og atomiseringer af disse enorme pensionskapitaler og disses underlæggelse af de egentlige ejeres politiske indflydelse, som bliver udtryk for den af befolkningen dikterede kommercialisering af et tidligere politisk tabuområde.

Banebrydende krav til ændring i det politiske formål med forretningsmæssige beslutninger medfører en mutation imellem den politik, der tilrettelægger samfundet, og den, der forvaltes af erhvervslivet. Egentlige og subjektive politiske krav er en del af kapitalejernes værdisæt, som gradvist får til konsekvens, at erhvervsledere ikke alene skal tilfredsstille et objektivt afkastkrav, men i lige så høj grad tilsikre, at man ved skabelsen af et kapitalafkast ikke kompromitterer de krav til samfundet og dets funktionalitet, som ejergruppen i sagens natur selv er en politisk dikterende del af. Der opstår fuld konvergens imellem samfundspolitikker og erhvervsliv i kraft af identitet imellem vælger og kapitalejer. Man kan sige, at befolkningen i kraft af den vedvarende akkumulation af opsparing bliver i stand til at opbygge og vedligeholde et kapitalapparat, der bliver mere slagkraftigt end tilsvarende private formuer og traditionelle ejerkonstallationer var i stand til.

Det er ved denne demokratisering af pensionskapitalerne, at man for første gang ser et paradigmeskift, der er direkte dikteret af den netværksopkoblede private pensionskapitalejer, der gennem sin direkte og målelige indflydelse på de politiske repræsentanter, gennemtvinger en samfundsøkonomisk omstilling, ud fra krav om konvergens imellem det privatøkonomisk ønskelige og det politisk mulige.