Debat om

Reading Piece #10 - Dem der ikke evner

I samfundets skred mod nye kvalitetsnormer vil dele af befolkningen lande i en restgruppe. Den udvikling, vi ser mod ny tids idealer, vil hurtigt slå igennem kutymer og sædvaner i hovedgrupperne. Anvendt viden, teknologiindsigt, nye livsindstillinger, forandret holdning til medansvar og en ny social profil til omgivelserne vil alt sammen være forandringer, der slår igennem med forrygende hast i takt med at nye årgange sluses fra uddannelsessystemet og ud i samfundsøkonomien.
Disse forandringer "kryber opad", så nye tendenser i en årgang spreder sig til årgangen før. Tilpasning til nye normer og sædvaner sker stadigt hurtigere i samfundet. Hvor man tidligere så en generation som 30 fødselsårgange, så vil omstillingsparatheden og globaliseringen medføre, at omlægning af normer og sædvaner sker så hurtigt som 7-10 fødselsårgange.
Denne realitet betyder at afstanden til "tidligere generationer" forkortes, og at disse også tilpasser sig den nyeste udvikling. Påvirkningsimpulser kommer i stadigt stigende grad fra de yngre generationer, der dermed får stadigt større indflydelse på samfundets udviklingsretning.

Nogle evner ikke at følge med. Denne del af befolkningen betragtes som en egentlig "restgruppe", der opstår som residual af den udvikling som mellem- og hovedgruppen er en aktiv del af.
Restgruppen rekrutteres fra de årgange der vælger at stå af på de forandringer som skubbes op fra de nye "generationer". Da intensiteten af omstillinger er stor, gennemslagstiden forkortet og det aktive arbejdsliv forlænget, så bliver det en stadigt større udfordring for tidligere generationer i ti-år efter ti-år at absorbere og indarbejde tidens forandringer i egen livsstil og adfærd. Derved skabes en stadig tilgang af en restgruppe, der må acceptere at leve på kompromis med den udvikling det øvrige samfund er underlagt.

I tidligere tid var det en naturlig proces, at en eksisterende generation tilrettelagde og udførte arbejdet, opstillede normer og sædvaner for samfundet samt udstak grænserne for den øjeblikkelige udvikling. I ny tid vil dette ikke længere være muligt, på grund af den forøgede "udviklingshøjde", der set "generationerne" imellem, nærmest udvikler sig eksponentielt. Hver gruppe af årgange vil bidrage med ny udvikling, ændret holdning og fornyet konkurrenceevne, således at afstanden øges eksponentielt til de grupper af årgange der ligger længere væk. Omfavner og indarbejder man ikke samtidens forandringer ender man i restgruppen.

Restgrupperne opstår i høj grad som resultat af en "social udskydning". Dem, der lander i restgrupperne har næppe det store valg, idet det for den enkelte bliver et spørgsmål om hvorvidt man overhovedet evner at tilpasse sig de stadige forandringer.

I tidligere tid var forandringer noget man kunne lade ligge.
Den ny udvikling var opfindelsesbaseret, og opfindelserne ramte det omkringliggende samfund i et kontrolleret tempo. Kvantespring tog typisk 30-50 år, og kompromitterede derfor ikke den enkeltes mulighed for at fortsætte sit liv på det grundlag som nu engang var fastlagt. De opfindelsesbaserede forandringer tillod omlægning og forandring hele sektorer imellem, men meget af udviklingen kom i bølger. Disse bølger skabte i sig selv restgrupper der ikke kunne omstilles, efteruddannes eller genbeskæftiges, men dog i et kontrolleret tempo.

Ingen indlæg i denne debat

I samfundets skred mod nye kvalitetsnormer vil dele af befolkningen lande i en restgruppe. Den udvikling, vi ser mod ny tids idealer, vil hurtigt slå igennem kutymer og sædvaner i hovedgrupperne. Anvendt viden, teknologiindsigt, nye livsindstillinger, forandret holdning til medansvar og en ny social profil til omgivelserne vil alt sammen være forandringer, der slår igennem med forrygende hast i takt med at nye årgange sluses fra uddannelsessystemet og ud i samfundsøkonomien.
Disse forandringer "kryber opad", så nye tendenser i en årgang spreder sig til årgangen før. Tilpasning til nye normer og sædvaner sker stadigt hurtigere i samfundet. Hvor man tidligere så en generation som 30 fødselsårgange, så vil omstillingsparatheden og globaliseringen medføre, at omlægning af normer og sædvaner sker så hurtigt som 7-10 fødselsårgange.
Denne realitet betyder at afstanden til "tidligere generationer" forkortes, og at disse også tilpasser sig den nyeste udvikling. Påvirkningsimpulser kommer i stadigt stigende grad fra de yngre generationer, der dermed får stadigt større indflydelse på samfundets udviklingsretning.

Nogle evner ikke at følge med. Denne del af befolkningen betragtes som en egentlig "restgruppe", der opstår som residual af den udvikling som mellem- og hovedgruppen er en aktiv del af.
Restgruppen rekrutteres fra de årgange der vælger at stå af på de forandringer som skubbes op fra de nye "generationer". Da intensiteten af omstillinger er stor, gennemslagstiden forkortet og det aktive arbejdsliv forlænget, så bliver det en stadigt større udfordring for tidligere generationer i ti-år efter ti-år at absorbere og indarbejde tidens forandringer i egen livsstil og adfærd. Derved skabes en stadig tilgang af en restgruppe, der må acceptere at leve på kompromis med den udvikling det øvrige samfund er underlagt.

I tidligere tid var det en naturlig proces, at en eksisterende generation tilrettelagde og udførte arbejdet, opstillede normer og sædvaner for samfundet samt udstak grænserne for den øjeblikkelige udvikling. I ny tid vil dette ikke længere være muligt, på grund af den forøgede "udviklingshøjde", der set "generationerne" imellem, nærmest udvikler sig eksponentielt. Hver gruppe af årgange vil bidrage med ny udvikling, ændret holdning og fornyet konkurrenceevne, således at afstanden øges eksponentielt til de grupper af årgange der ligger længere væk. Omfavner og indarbejder man ikke samtidens forandringer ender man i restgruppen.

Restgrupperne opstår i høj grad som resultat af en "social udskydning". Dem, der lander i restgrupperne har næppe det store valg, idet det for den enkelte bliver et spørgsmål om hvorvidt man overhovedet evner at tilpasse sig de stadige forandringer.

I tidligere tid var forandringer noget man kunne lade ligge.
Den ny udvikling var opfindelsesbaseret, og opfindelserne ramte det omkringliggende samfund i et kontrolleret tempo. Kvantespring tog typisk 30-50 år, og kompromitterede derfor ikke den enkeltes mulighed for at fortsætte sit liv på det grundlag som nu engang var fastlagt. De opfindelsesbaserede forandringer tillod omlægning og forandring hele sektorer imellem, men meget af udviklingen kom i bølger. Disse bølger skabte i sig selv restgrupper der ikke kunne omstilles, efteruddannes eller genbeskæftiges, men dog i et kontrolleret tempo.